Billeder fra et år med Corona
Tildækkede salmebøger i Kerte Kirke. |
|
Påske 2020, uden påskegudstjenester. Men på initiativ af Vivian og Jens Hvenegaard, der filmede og redigerede, blev der sendt videohilsener fra alle pastoratets kirker. Her er der gjort klar på alteret i Kerte Kirke til at optage en påskehilsen til kirkernes hjemmesider og facebook. |
Og her gør kirkesanger René og daværende organist Frede musikalsk klar til optagelse af videohilsen i april 2020 i Orte Kirke. |
Befrielsesaftenen d. 4. maj: En smuk aften, der blev markeret med lys i vinduerne i kirkerne og i mange hjem. |
Og så blev det sommer (juni) og friluftsgudstjeneste i Den gamle Købmandshave ved Orte Sognehus! Nu blev alt godt igen (troede vi…). |
Udsatte konfirmationer 2020 i Orte Kirke. Hele 7 konfirmationer i pastoratet måtte der til, udsat til henholdsvis juni og august og med ganske få konfirmander ved her enkelt, før alle var konfirmeret. Dette er den samlede flok i Orte, sammensat af 19 enkeltfotos. (20 med præsten). Foto: Grimsbjerg Foto. |
Sogneudflugt til Skarø i september. Det var før indførelsen af afstandskrav, og mundbind var kun påbudt i bussen, men vi øvede os! |
Efteråret gik – de nye konfirmander startede, og vi gennemførte undervisningen helt frem til før jul. Der blev brugt masser af håndsprit. Den traditionsrige Luciagudstjeneste blev gennemført, dog med klart færre konfirmander end vanligt. Alle øvrige aktiviteter med foredrag og koncerter blev aflyst. Og til sidst blev også julegudstjenesterne aflyst! Beskeden kom d. 23. december sent om aftenen. Vi fik RET travlt med at planlægge streaming af to juleaftens gudstjenester i pastoratet, men det lykkedes, med dén gode tekniske hjælp, vi fik. Tak for det! Julekrybben i Orte Kirke. |
I januar 2021 startede gudstjenesterne igen, med endnu større krav om afstand og færre deltagere. Hver person skal have 7,5 m2 til rådighed, og fælles salmesang er ikke tilladt. Det er en udfordring, især ved begravelser og bisættelser, hvor vi ikke må samle alle dem, der gerne ville have sagt et sidste farvel. Mange barnedåb er udsat, og det er bryllupperne og konfirmationerne også. Vi glæder os til bedre tider! Ved almindelige søndagsgudstjenester er der almindeligvis god plads, og man skal ikke være bange for at møde op.
Snerydning ved Kerte Præstegård februar 2021 – her skal man bakke for at rydde sne! |
Før snerydningen lå der et tykt, blødt snetæppe. |
Kerte Kirke, skole og klubhus i sne. |
Nyt fra Kerte Kirke februar
Kerte Kirke og Præstegård i sne. Onsdag d. 3. februar, dagen efter Kyndelmisse, kom sneen til Kerte og skabte et eventyrligt landskab omkring kirke, kirkegård og præstegård. Graver Erling Andersen fandt sneploven frem fra den inderste krog i stalden, for hvis der nu blev brug for den. Det er mange år siden sidst. Men der BLEV brug for den! Corona spekulationerne blev forsøgt sat på pause, for Der er ingenting i verden så stille son sne... Kerte Kirkegård i sne. |
|
Nye dåbsklude til Kerte Kirke. Der har altid været tradition for, at dåbsbørnene ved Kerte Kirke fik dels en Børnebibel med navn og en hilsen fra præsten, og dels dén dåbsserviet, som blev brugt til at tørre barnets hoved efter selve dåbshandlingen. Dåbsklude havde vi desværre ikke flere af, men så fik to menighedsrådsmedlemmer: Dorit Stingsted og Lise Hansen – en god idé: måske ville frivillige i sognet strikke nye dåbsklude. Ellen Blæsbjerg meldte sig og har med imponerende hastighed strikket et stort antal dåbsklude. Vi afventer nu, at de mange Corona udsatte dåb kan blive afholdt, og dåbskludene blive til et glædeligt minde om dåbsdagen, i familierne. Måske kan familiemedlemmer brodere navn og dato på, det er jo en fin tradition! |
De nye dåbsklude i Kerte Kirke. |
Gudstjenester i Kerte Kirke. Efter julens og nytårets nedlukning er der blevet afholdt gudstjenester i kirken. Dog er der ikke altergang og heller ikke kirkekaffe. Det er kun kirkesangeren, der må synge med på salmerne, gudstjenester og kirkelige handlinger må højst vare ½ time. I Kerte Kirke må der forsamles ca. 25 personer, med god afstand. Vi takker alle for jeres forståelse og for at passe på jer selv og hinanden! Velkommen til gudstjenesterne! |
Salmebøgerne er gemt væk under dette klæde. |